Supervision for psykologer og andre fagprofessionelle

Jeg har 30 års erhvervspsykologisk erfaring, som jeg bruger praksisnært, konkret, pragmatisk og perspektiverende.

Jeg tilstræber at skabe en samtalekultur, der på samme tid er tryg og konfronterende, lærende og respektfuld. Jeg er en støttende og udfordrende dialogpartner, der kan stille sig undrende og nysgerrig overfor de beskrivelser og forklaringer, der er blevet til selvfølgeligheder, for at skabe nye handlemuligheder og udvikling.

Jeg tilbyder både individuel og gruppesupervision, for psykologer, der er i gang med enten autorisation eller specialistuddannelse, og laver 1 x om året også et gruppeforløb i.h.t. psykolognævnets retningslinjer for autorisation og specialistgodkendelse. Kontakt mig for at høre nærmere. 

Supervisionen hos mig har omdrejningspunkt i de 3 K'er: Kontrakt, Kontrol og Kontekst, hvilket betyder, at der er en klar forventningsafstemning, at temaet som supervisionen skal foregå omkring har en kontekst, og at der er en tryghed i, at supervisionen har en kontrol iboende - at man som supervisor skal sikre, at fagligheden højnes igennem supervisionen.

Mit arbejde med supervision er forankret i organisationspsykologiske og gruppedynamiske forståelsesrammer. Jeg er multiteoretisk og vælger tilgange og metoder i supervisionen, der matcher tema, men grundlæggende arbejder jeg med udgangspunkt i systemisk teori og anerkendende tænkning, samt psykodynamiske processer, metoder og tilgange.